23948sdkhjf

7 hurtige spørgsmål til Thomas Nielsen: Særligt et råd har hjulpet ham

Thomas Nielsen er ny adm. direktør i Kop & Kande og kommer fra en stilling som kædedirektør i Kvickly. Her svarer han på syv spørgsmål om sit professionelle og personlige liv.
  1. Hvilken person er du mest inspireret af?

Jeg følger meget Henrik Poulsen fra Ørsted. Jeg har set ham en del gange på forskellige konferencer og synes, han har en unik måde at forklare komplekse ting, så alle kan forstå det. Det er meget inspirerende, og samtidig er det en imponerende rejse, som han har været igennem med Ørsted.

  1. Hvad er det bedste råd, du nogensinde har fået?

Det, der har påvirket mig mest gennem min ledelseskarriere, er en chef, der sagde, at du altid skal sørge for at være dig selv. Det reflekterede jeg meget over og har altid forsøgt at efterleve. Jeg tror på, at hvis du forsøger at være en anden eller sætte en facade op, gennemskuer dine medarbejdere det lynhurtigt. Det kommer til at virke utroværdigt. Det er nok det bedste råd.

  1. Hvad er ferie for dig?

Ferie er forbundet med rejser, så det har været lidt specielt her i coronatiden. Men jeg har altid rejst meget med min familie og venner. Det har jeg også gjort arbejdsmæssigt i forhold til at finde inspiration i den branche, jeg er en del af. Inden for de seneste år har vi været i USA, Canada, Peru og Sydøstasien, hvor vi har været på rundrejse. Vi har også været i Sydeuropa et par gange. Det er meget bredt.

  1. Hvilke sport dyrker du?

Jeg løber og cykler. Om vinteren er det mountainbike og om sommeren landevejscykling. Jeg dyrker også styrketræning og går til yoga en gang om ugen.

  1. Hvad ser du i fjernsynet?

Vi er meget selektive. Det kan være spændende dokumentarer og inspiration til rejser. Det kan både være deciderede rejseprogrammer, men hvis vi skal til Argentina, så ser vi dokumentarprogrammer om landet for at få et indblik i kulturen.

Det kan også være en god film eller en serie på Netflix, men det er ikke noget, vi bruger super meget tid på.

Vi havde en periode på seks år, hvor vi ikke havde noget fjernsyn. Jeg tog en HD fra 2009 til 2013, og der besluttede jeg mig for at tage noget væk fra paletten, fordi jeg havde et krævende job sammen med et studie. Så jeg valgte at skære det væk.

  1. Hvad læser du?

Jeg læser meget fagstof hver dag. Det kan være artikler om ledelse, digitale emner og retail på LinkedIn og diverse fagmedier. Seneste bøger jeg har læst i år er ”Good to great”, ”Supertrends”, ”Design din fremtid”, ”Principles” og ”Double your profits”. Derudover hører jeg en del podcast om strategi, økonomi, investering og ledelse.

  1. Hvad ser du frem til?

Jeg er jo lige startet i mit nuværende job den 1. august, så på det professionelle plan ser jeg frem til at komme ordentligt ind i forretningen. Der er en stejl læringskurve. På den private front er vi i gang med at købe hus. Vi solgte vores lejlighed inden corona og har en lille dreng på 2 ½, år, så vi synes, det var på tide at få en græsplæne.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079